Udvalgte prædikener

Adventsprædiken fra p. Martin Chase SJ. søndag den 7. december 2025 i Skt. Therese Kirke.

Evangelium Matthæus 3,1-12

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!

Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: “Øgleyng̰el, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.

Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.”

Prædiken

Teksten kan også hentes som PDF her. (åbner i nyt vindue).

Vi fejrer i dag den anden søndag i adventstid. Nu om dagen plejer folk at betragte advent som begyndelsen af julesæsonen, en festlig tid med hygge og koncerter og lækker mad. Det er også passende nok. Men i kirkens tradition er advent en fastetid, en bodstid. Ugerne op til jul er ligesom ugerne op til påske en alvorlig tid, når man gør sig i stand til at opleve noget stort.

Adventstid har sit navn efter det latinske ord adventus, som betyder ”tilkomst.” Det latinske verbum advenio betyder ”at komme til,” og i adventstid fejrer vi, at Jesus kommer til os. Kirkefædrene taler om et ”tredobbelt komme”: Jesu komme til os som et spædbarn i Betlehem, Jesu komme som dommer ved tidens ende, og imellem de to, Jesu vedvarende komme til menneskers hjerter og sjæle, der gør os delagtige i hans liv. Det er dette midterste komme, der mest angår os nu.

Matthæusevangeliet, som vi læser i dag, har et helt specielt begreb for advent. De andre evangelier bruger det almindelige græske ord for ”komme” eller ”tilkomst.” Men Mattheus bruger ordet parusia. Det betyder ikke bare ”komme” eller ”tilkomst,” men fuldstændig tilstedeværelse. Jesus er her med alt sit væsen. Helt og holdent. Ikke bare, at han ”kommer,” men at han kommer og bliver og fylder alt.

Matthæus’ budskab til os i søndags, advents første søndag, var, at vi ikke ved, hvad dag vor Herre kommer. ”Derfor skal I være rede,” siger han, ”for han kommer i den time, I ikke venter det. To mænd eller to kvinder skal arbejde side om side, og den ene skal ’tages op,’ mens den anden ’lades tilbage.’” Det er altså noget personligt, ikke noget, vi oplever samtidigt i fællesskab.

At man skal ”tages op” er lidt uheldigt oversat. Der er ikke noget ”op” i evangeliets græske ord. Det betyder egentlig ”at modtage,” bogstaveligt ”at tage til sig” eller ”at tage med sig.” Vi skal altså være rede til at modtages af Jesus, rede til, at han tager os til sig, tager os med sig. Det er først og fremmest en åndelig, indvendig oplevelse, ikke noget, der kan lokaliseres oppe i luften eller nede på jorden.

Vi så et rørende billede på det i forrige søndag i evangeliet til Krist Konges fest. To forbrydere blev korsfæstet ved siden af Jesus. Den ene hånede ham bittert og så døde. Den anden sagde, ”Jesus, jeg har fortjent min straf, men husk mig, når du kommer i dit rige!” og han hørte Jesus svare: ”I dag skal du være med mig i Paradis.” Den mand var rede; den anden var det ikke. Den mand blev taget med Jesus; den anden blev ladet tilbage.

I dag bruger evangeliet billedet af en kasteskovl på tærskepladsen til at illustrere idéen, at man kan blive forbigået ved Jesu parusia, hvis man ikke er rede til at tages til ham. En kasteskovl er en gaffelagtig skovl, man brugte ved høsten. Når kornet var blevet mejet ned, blev det lagt på tærskepladsen og banket grundigt igennem. Så tog man kasteskovlen og blev ved med at kaste det op i luften.

Efterhånden blæste avnerne væk, og det tungere korn faldt igen til jorden. Til sidst bliver hveden samlet i høstherrens lade – den er rede, den har substans – men avnerne, det tørre skidt, der er tilbage, brændes i en ild, der holdes ulmende til afbrænding af affald. Der er noget, høstherren tager til sig, mens noget andet bliver ladet tilbage.

Hvordan gør man sig rede? Ifølge dagens evangelium skal man omvende sig – på græsk, hedder omvendelse metanoia. Det er også et specielt ord i evangeliet. Det betyder ikke bare, at man skal holde op med at opføre sig dårligt og begynde at opføre sig ordentligt. Det betyder, at man ændrer hele sin tænkemåde, sin erkendelsesevne, sin måde at forstå på. Meta-noia betyder bogstaveligt ”at forstå udover,” dvs. at forstå på en meta måde. At gøre sig rede til at tages med Jesus, når han kommer, kræver omvendelse eller metanoia – en omstilling af vores mentale møblement.

Evangeliet sammenligner det med dåben. Ordet dåb (baptisma på græsk) betyder i dets oprindelige betydning ikke at drysse et par dråber lunt vand på et barns isse. Det har at gøre med at blive overvældet af voldelige og kaotiske vandbølger; man kan druknes af det. Den dåb, Johannes døberen taler om, er en oplevelse af at dø (med Jesus) og så opstå igen (med Jesus) som et nyt menneske med et nyt sind.

Metaforen om kasteskovlen er egentlig et billede på det samme. Det er en oplevelse af at blive gennembanket og kastet op i luften og falde ned til jorden – for at blive taget op igen til et nyt liv – hvis man har den tyngde, som omvendelse eller metanoia medfører. Evangeliet advarer os, at det også kan ske (Gud forbyde dét), at man bliver fundet for let og blæser væk, ligesom man kan blive skyllet væk i baptismas kraftige flodbølger.

Johannes døberens prædiken i evangeliet i dag er et forsøg på at beskrive en åndelig oplevelse, de fleste af os kender – det plejer at ske mere end én gang i løbet af livet. Ligesom det at blive kastet op og ned med høstmandens skovl, er dåben en varende proces, der fortsætter gennem livet, ikke en enegangs oplevelse. Når man bærer et nydøbt barn ud af kirken, er processen kun sat i gang – den er næppe overstået.

Når vi selv befinder os igen i den situation, har vi tre muligheder: vi kan gå i helt stykker, aldrig for at samles igen (Gud forbyde også dét), eller vi kan have travlt med at sætte os sammen igen, så alting bliver nøjagtigt som før, som intet var sket, og vi er tilbage til ”det normale,” puha.

Men evangeliet opfordrer – og opmuntrer – os til en tredje mulighed: at vi overgiver os til omvendelse eller metanoia. Vi samler vores sønderbrudte sjæle igen, men på en ny måde, så vi begynder at tænke og forstå på en ny måde; vi begynder at forstå udover, og det begynder også at påvirke den måde, vi lever på. Så bliver vi mere og mere rede til at mærke Jesu advent – hans komme og tilstedeværelse. Hver gang, vi oplever det, om det kun er delvis, kan vi mærke, at vi bliver modtaget af Jesus og taget med ham, taget til ham.

Den kirkelige advent er en slags fastetid, en bodstid, og især en reflektionstid. Men det er også en glædens tid, når vi bliver mere og mere bevidste om Herrens advent og hans parusia: hans løbende komme til os, som skal ende med hans fuldstændig tilstedeværelse hos os – og vores fuldstændig tilstedeværelse hos ham.

Pater Martin Chase SJ.

Diakon Kaare Nielsens adventsprædiken i Sankt Therese Kirke 1. søndag i advent 2025

Evangelium Matt 24,37-44

Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være. Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage.

Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.

 Prædiken

Teksten kan også hentes som PDF her. (åbner i nyt vindue).

Er du vågen? Ret vigtig!

Evangeliet i dag taler om at være vågne. Jesus siger: "Vær derfor vågne..." Ikke fordi Gud synes at fange os på det forkerte ben, ikke fordi vi skal være nervøse eller bange for at Gud overvåger os – men fordi Gud ønsker at møde os dér, hvor vi lever, dér hvor vi elsker, dér hvor vi håber, der hvor vi er lige nu i livet.

"vågen betyder at være opmærksom, opmærksom på ens omgivelser og situationer. Det indebærer at være vågen, opmærksom og klar til at reagere. En person der er vågen, er opmærksom og opmærksom på det der foregår omkring dem."

Det handler altså ikke om vågenhed som anspændt kontrol, men som åbenhed/opmærksomhed. vågenhed er ikke stress tilstand, men nærvær i livet. 

Det er evnen til at være til stede i sit liv og opdage, hvad der rører sig – i mig, mellem os, og fra Gud.

Det modsatte af vågenhed er fravær. At lukke ned. Ikke at være i kontakt med. En for form "at stå i sit liv, men uden helt at være der eller med." 

Vi kan være optagede af meget og alligevel fraværende. Vi kan være i samme rum som mennesker, vi elsker, uden rigtigt at være nærværende. Vi kan gøre det rette, men uden at hjertet er med. 

Når vi ikke er vågne, mister vi fornemmelsen af retning. Livet kan blive noget, vi udfører, i stedet for noget, vi lever.

At være vågen betyder: at have et åbent hjerte. At mærke efter: Hvad kalder på mig? Hvad rører mig? Hvor mærker jeg længsel, håb, glæde – eller måske en stille uro, der inviterer mig til at se noget i mit liv på en ny måde? 

Et menneske, som tager sit liv alvorligt, er vågen. Ikke fordi det hele skal være perfekt. Men fordi han eller hun vover at være i kontakt med det, der lever indeni.

Adventstiden indbyder os at se med et skærpet blik, ja et vågent blik. Ikke alene at vente på det store – men også opdage det lille. At Gud kan komme i det stille, i det, som først ser ubetydeligt ud: Et lille ord. Et menneskes nærhed. Et glimt af fred. Et barn i en krybbe?   

Når vi er vågne, kan vi genkende det, genkende Gud. Når vi ikke er det, går vi let forbi – vi hører ordene, men tager dem ikke til os. Vi får øjeblikket, men favner det ikke. Vi møder mennesker, men møder dem ikke rigtigt.

Bibelen er fuld af mennesker, der lever vågent. Abraham er vågen, da Gud kalder ham – og han rejser sig, bryder op, vover det ukendte, fordi han mærker: Gud kalder på mig. 

Samuel er vågen om natten og hører sit navn blive kaldt: "Samuel!" – han lærer at svare: "Tal, Herre, din tjener hører." 

Maria, en ung pige i Nazaret, bliver mødt af noget ubegribeligt, en engel – og hun er vågen, hun lytter, hun spørger, hun åbner sit liv og siger: "Lad det ske." 

De tre vise mænd ser en stjerne – andre så den givetvis også, men kun de var vågne nok til at forstå, at der var noget at følge. De havde ikke blot øjne i hovedet, men også i hjertet.

Og jeg kunne nævne Simeon, den gamle mand i templet. Han var vågen, ikke fordi han vidste, hvornår Gud ville komme, men fordi han ikke holdt op med at tro, at Gud ville komme. Og da barnet blev båret ind – så han det.

Det er i virkeligheden dét, evangeliet spørger os om i dag: Er vi vågne nok til at se, hvad der allerede lever? Ser vi det, som allerede spirer? Lader vi os berøre af det? 

For den, der ikke er vågen, bemærker det givetvis ikke. Den, der meste af alt er optaget af kontrol, af planer, af sit eget – ser ikke, at Gud kommer i det stille, langsomme, uventede.

Når vi er vågne, kan vi modtage. Et menneske, der er vågent, bliver klogere på sit liv. Ikke i form af mere viden – men ved større nærvær. Det menneske ser, hvad der er vigtigt – og hvad der ikke længere behøver at fylde så meget. 

Det ser mennesker – og ikke bare deres roller, position eller fejl. Det menneske mærker glæde, og lader glæden få lov at stå der. Det mærker sorg, og vover at være dér, uden at flygte. 

At være vågen, er at være et nærværende menneske. 2x

Derfor tænder vi lys i advent. Ikke for at lyse hele verden op, men for at minde os selv om, at håbet er tændt – her. Et lys siger: Der er noget, jeg venter. Noget, jeg håber. Jeg er vågen. Jeg har ikke opgivet troen på, at Gud er kommet – også i mit liv. Altså at vi venter på hans andet komme.

Evangeliet i dag spørger ikke: Har du styr på det hele? Men spørger stille: Er du vågen der, hvor du lever dit liv? Er du til stede? Er du modtagelig? Kan du genkende Gud, når han kommer herned for anden gang?

Hvis Gud kom i dag – som et håb, som en længsel, som et menneske, der sagde: "Jeg har brug for dig" – ville du så kunne se og høre Ham?

Vågen, det er det afgørende i advent.

På den måde bliver advent er ikke nedtælling – advent men en indbydelse til at være vågen: Jeg venter, mit liv er åbent for Guds andet komme. "Vær derfor vågne..."        

Amen.

Kaare H. Nielsen

Adventsprædiken fra p. Martin Chase SJ. søndag den 1. december 2024 i Skt. Therese Kirke.

Evangelium Lukas 21,25-28.34-36

På den tid sagde Jesus, ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

* * *

Så er vi nået til den første søndag i advent, kirkeårets begyndelse. Ligesom ved det sekulære års begyndelse lidt senere, den 1. januar, er kirkeårets begyndelse både en tid, når vi ser tilbage på året, der er gået og spørger os selv, hvordan, det er gået, og en tid, når vi ser fremad, og overvejer, hvad der mon kommer.

Typisk oplever vi advent som en hyggelig tid. Vi tænder adventskransen og tæller ned til jul. Vi pynter med stjerner og hjerter, drikker gløgg og spiser pebernødder, vi tager ud til den ene julefrokost efter den anden, vi besøger familie og venner. Nu er det jul igen! Men alt det er faktisk ikke kirkens advent. Hvis man kommer i kirke de fire søndage og lytter til messens læsninger og bønner, er der ikke meget hygge i dem. Advent er som Fastetid en bodssæson. Vi bruger lilla messetøj, vi har ikke blomster i kirken, vi synger ikke Gloria.

Kirken taler ikke til os i denne tid om Julenat, da vor Herre blev født, og Påskemorgen, da Herren opstod, og Pinsedag, da Guds Ånd kom herned – alle de vidunderlige og trøstende mysterier, der skete i et eksotisk land for et par tusind år siden. Advent betyder ”tilkomst,” men den handler ikke om Jesu tilkomst julenat dengang i Betlehem. I advent taler kirken til os om fremtiden, om Jesu komme hertil en skønne dag. Og det bliver ikke som det søde, ufarlige Jesusbarn i krybben, at han kommer, men som den mægtigste Kristus.

I stedet for en flot stjerne og et englekor, taler advents budskab om andre himmelske tegn: tegn i sol og måne og stjerner. Ved Jesu advent eller komme, skal folkene på jorden gribes af angst, bogstaveligt ude af sig selv over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. 

Det bliver, som om Gud har spolet tiden tilbage og ”uskabt” hele skabningen, så der igen kun er urdybet overdækket med kaosvandet, der venter i tusmørket på, at Gud siger ”Der skal være lys!” Men den her gang ”skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.” Det er det, kirkens advent fremlægger for vor betragtning. 

Lektionaret eller læseplan til messerne skifter hvert år ved advents første søndag. Der er en cyklus på tre tekstrækker, vi kalder for A, B og C. Når vi befinder os i ”år A,” læser vi løbende igennem Matthæusevangeliet. I år B, som vi lige har afsluttet, læser vi Markus, og i år C, som vi indleder i dag, læser vi Lukas.

De sidste få søndage har vi læst det, der hedder Markus-apokalypsen, og i dag fortsætter vi med den tilsvarende del af Lukas, altså Lukas-apokalypsen. ”Apokalypse” betyder ”åbenbaring,” eller bogstaveligt, ”afdækning.” Apokalyptiske tekster handler om afdækningen af noget, der er blevet holdt overdækket eller tilsløret, så at det ikke har kunnet ses tydeligt.

De apokalypser, vi læser i denne tid, er de prædikener, Jesus holdt i Jerusalem i dagene op til sin død. De er eskatologiske apokalypser, dvs. de handler om afdækningen af, hvad der skal ske på den yderste dag, når tiden kommer til ende, og verden, som vi kender den, bliver opløst – og nyskabt. Jesus siger, at for menneskene bliver det en forløsning, dvs. en frigørelse – frigørelse fra alt, der holder os lænkede i fangenskab til synd og forhindrer os i at være de gode mennesker, vi inderst inde ved, vi er skabt til at være.

Jesu ord til os i dag er meget stærke. Vores danske bibeloversættelse prøver at formilde dem lidt, men det er ikke nødvendigvis hjælpsomt. Jesus siger bogstaveligt, at der kommer en tid, når vi bliver holdt fange af vores frygt, så at det kommer til at styre os. Han siger på græsk, at vi bliver αποψύχω, ”fra psyken,” dvs. afskåret fra vores psyke, fra vores selv eller personlig virkelighed, så vi ikke længere ved, hvem vi er.

I torsdags, festdagen for den salige Niels Steensen, læste vi noget lignende fra 2 Timoteusbrev. Dér siger Paulus, ”Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og fare vild i en myte.” Folk vil glemme sandheden og lade sig styre af idioter, fordi de kan lige, hvad de siger. De vil fare vild i en myte – tænk! hvilken frygtelig skæbne: at fare vild i en myte, en løgn, og ikke vide, hvor man er henne, eller hvordan man ville kunne komme ud igen. At være fuldstændigt lost.

Jesus advarer, at det kan ske for os, inden vi ved det. Han siger, ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer og klapper sammen over jer med et smæld som en jernfælde.” ”Våg altid,” siger han, ”og bed om, at I må få styrken til at holde ud i alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen,” når han kommer. Det er nemlig bøn, der holder os i forbindelse med virkeligheden - virkeligheden om os selv og om Gud, og med og den sandhed, der er vejen til livet, så vi kommer til at bestå dommen.

Folk, der beder tidebøn, har i sidste uge læst 2 Petersbrev fra start til slut. 2 Petersbrev er også en apokalyptisk og eskatologisk skrift, der forbereder os til advent. I fredags læste vi den sidste kapitel, hvor Sankt Peter beskriver dommedagen, ligesom Jesus gør, og så tilføjer han til slut, ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvad slags mennesker bør I da være? Hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme? Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.”

Jesus slutter sin apokalyptiske tale i dagens evangelium på en lignende måde: efter at have beskrevet alle de frygtindgydende tegn, der skal ske, siger han, ”Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Det minder mig om de gamle krigsfilm, jeg så som dreng, hvor et eller andet land er blevet besat og lever undertrykte af en fjende. Så høres der larm fra fly – åh nej, åh nej – og de kigger forsigtigt ud, og hvad nu? – det er amerikanerne! The good guys! Og alle løber ud og ser op og vinker og vifter med flag og jubler – hurraaaa!

Evangeliets budskab er, at vi alle er ufrie fanger – fanger af løgn og myter, af frygter og usikkerhed, fanger af synd, fanger af det onde – eller den Onde – i alle dets former. Og det glædelige budskab er, at vi bliver løskøbt, frigjort, forløst, af det, der har bundet os fast og styret os. Og når den proces sættes i gang, siger Jesus, er det som om Menneskesønnen kommer i en sky med magt og herlighed. Og når vi mærker, at det er på vej, skal vi ikke løbe ned i beskyttelseskælderen og lede efter vores prepperpakker – vi skal ud og stå ranke og løfte vores hoveder og kigge op, og byde de befriende magter velkomne.

Ja, det lyder meget dramatisk alt sammen. Budskabet er selvfølgelig udtrykt  metaforisk i billedsprog. Men det ligger i metaforers natur, at de udtrykker virkeligheder og sandheder, der ikke kan blive udtrykt på en anden måde.

Advents opgave – og dens gave – er at få os til at se vores virkelighed og vores sandhed: verden og alt, den indeholder (inklusiv os selv), er fanget i ondskab, bundet af onde magter. Vi befinder os ofte, uden at have villet det, måske endda uden at vide det, vildfarne i en myte. Advents formål er at hjælpe os se vejen tilbage igen: vejen fra udkanten til centrum, fra overfladen til dybden, fra det sekundære til det primære.

Lad os bede, at midt i al denne sæsons hyggelige virvar, vi også må finde tid til stilhed og refleksion, til at se tingene, som de egentlig er, så vi lidt efter lidt kan bevæge os hen imod et svar til adventstidens spørgsmål: ”Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvad slags mennesker bør vi da være?”   

Pater Martin Chase SJ.

Prædiken Til Kristi Himmelfart 2020

Holdt torsdag den 21. maj 2020, første messe efter Covid19 nedlukningen.

Ifølge forfatteren til Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger forlod Jesus vor verden 40 dage efter påske, og i dag - 40 dage efter påske - fejrer vi 'Kristi himmelfart'. Det interessante ved denne fest er, at den udelukkende bygger på Apostlenes Gerningers beretning. Hverken Matthæus, Markus, Johannes eller Paulus nævner den. For dem er Jesu opvækkelse fra de døde og hans ophøjelse til Faderens højre hånd én og samme begivenhed. Forfatteren til Lukas-evangeliet anstrenger sig for at berette om den opstandne på en anskuelig og levende måde, ønskede vel også at anvende denne metode på Jesu ophøjelse.

‘Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne’. Med denne enkle sætning skildrer Apostlenes Gerninger det, vi fejrer i dag: Den opstandnes bortgang til sin himmelske Far. Den opstandne forlader sine disciple og trækker sig tilbage fra denne verden ind i Guds virkelighed, og vi fejrer denne begivenhed som en fest. Hvordan kan det hænge sammen?

I løbet af de 40 dage fik disciplene et nyt syn på ham, som de engang havde sat deres lid til. Den opstandne havde opfyldt deres håb og forventninger. Men nu stod de over for at skulle tage endelig og uigenkaldelig afsked med ham. En sorgens dag og ikke en festdag. Men i Apostlenes Gerninger læser vi ikke noget om afskedens smerte, intet om disciplenes sorg. Hvad hindrede dem i at resignere og blive grebet af håbløshed? Der er vel kun ét svar: Adskillelsen fra Jesus var ikke en reel og virkelig afsked. Jesu bortgang var ikke en endegyldig afsked fra denne verden.

Disciplene oplevede, at sådan som den opstandne havde mødt dem efter påsken, på samme mådeville han som den ophøjede hos Faderen være dem nær, være midt iblandt dem. Apostlenes Gerninger nævner mange begivenheder, hvor disciplene erfarede, at Jesus var hos dem, styrkede dem, ledte deres handlinger og gik foran dem på deres livsvej. Den nye vej var åbnet, fremtiden blev ikke mere blokeret og håbet ikke længere lagt i graven. De oplevede, at Jesus ikke blot havde været midt iblandt dem, men at han fortsat var hos dem og altid ville være hos dem.

Den opstandne blev optaget i himlen, men er fortsat midt iblandt os - hvordan skal man forstå det? Vi kan kun forestille os det ved at sige, at himlen ikke er hinsides denne verden, men midt i den. ‘Himlen på jorden’ - det vil for mange lyde som en tom floskel, en illusion, en drøm uden realitet. Vi finder mange gode grunde til at modsætte os en sådan forestilling. Himlen midt i den af social uretfærdighed, af terror, vold og krige så plagede verden? Himlen midt i vor verdens økonomiske afmatning, stilstand i statslige og religiøse reformer og manglende hensyntagen til vor omverden og miljø? Skal vi ikke søge himlen et helt andet sted og ikke her i denne verden, der ofte synes så håbløs? ‘Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple’, hedder det i Matthæus-evangeliet. Hvor mennesker forkynder Jesu lære og handler efter den, dér er Herren nærværende og dér rører himlen ved jorden. Himlen rører ved jorden, hvor mennesker glemmer sig selv og ikke blot kredser om sig selv, hvor mennesker uden forbehold mødes, står sammen, står inde for hinanden i stedet for at have nok i sig selv og modarbejde hinanden.

Himlen er en erfaring, en handling og ikke et afgrænset sted hinsides skyerne. Himlen er begivenhed, tildragelse. Himlen er, hvor mennesker forlader de mange veje, hengiver sig til kærligheden, overvinder hadet og begynder helt forfra, hvor mennesker lever anderledes end ‘man’ lever, hvor man ikke lader sig jage af tidens ånd, men slår ind på den nye vej og lader sig lede af Guds ånd.

Himlen findes ikke oppe over skyerne, men der, hvor mennesker lever sammen i Jesu ånd, hvor kærligheden bliver synlig - og det kan ske overalt og altid - i familien, i vennekredsen, på søndage og på mandage, i menigheden og i det offentlige liv.

Himlen er ikke en størrelse, der hører til det hinsidige, men en begivenhed i det dennesidige. Budskabet om Guds rige er ikke et håb for fremtiden, men en realitet for enhver, der beslutter at leve sin kristne tro midt i hverdagen.

På denne måde er Kristi himmelfart virkelig en festdag, for Jesus lovede os at være netop der, hvor mennesker bekender sig til ham og hvor de mødes i kærlighed. Hvor mennesker rækker hinanden hånden, dér er Herren og dér bliver himlen en realitet.

p. Minh Quang Nguyen