Prædiken Til Kristi Himmelfart 2020

Holdt torsdag den 21. maj 2020, første messe efter Covid19 nedlukningen.

Ifølge forfatteren til Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger forlod Jesus vor verden 40 dage efter påske, og i dag - 40 dage efter påske - fejrer vi 'Kristi himmelfart'. Det interessante ved denne fest er, at den udelukkende bygger på Apostlenes Gerningers beretning. Hverken Matthæus, Markus, Johannes eller Paulus nævner den. For dem er Jesu opvækkelse fra de døde og hans ophøjelse til Faderens højre hånd én og samme begivenhed. Forfatteren til Lukas-evangeliet anstrenger sig for at berette om den opstandne på en anskuelig og levende måde, ønskede vel også at anvende denne metode på Jesu ophøjelse.

‘Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne’. Med denne enkle sætning skildrer Apostlenes Gerninger det, vi fejrer i dag: Den opstandnes bortgang til sin himmelske Far. Den opstandne forlader sine disciple og trækker sig tilbage fra denne verden ind i Guds virkelighed, og vi fejrer denne begivenhed som en fest. Hvordan kan det hænge sammen?

I løbet af de 40 dage fik disciplene et nyt syn på ham, som de engang havde sat deres lid til. Den opstandne havde opfyldt deres håb og forventninger. Men nu stod de over for at skulle tage endelig og uigenkaldelig afsked med ham. En sorgens dag og ikke en festdag. Men i Apostlenes Gerninger læser vi ikke noget om afskedens smerte, intet om disciplenes sorg. Hvad hindrede dem i at resignere og blive grebet af håbløshed? Der er vel kun ét svar: Adskillelsen fra Jesus var ikke en reel og virkelig afsked. Jesu bortgang var ikke en endegyldig afsked fra denne verden.

Disciplene oplevede, at sådan som den opstandne havde mødt dem efter påsken, på samme mådeville han som den ophøjede hos Faderen være dem nær, være midt iblandt dem. Apostlenes Gerninger nævner mange begivenheder, hvor disciplene erfarede, at Jesus var hos dem, styrkede dem, ledte deres handlinger og gik foran dem på deres livsvej. Den nye vej var åbnet, fremtiden blev ikke mere blokeret og håbet ikke længere lagt i graven. De oplevede, at Jesus ikke blot havde været midt iblandt dem, men at han fortsat var hos dem og altid ville være hos dem.

Den opstandne blev optaget i himlen, men er fortsat midt iblandt os - hvordan skal man forstå det? Vi kan kun forestille os det ved at sige, at himlen ikke er hinsides denne verden, men midt i den. ‘Himlen på jorden’ - det vil for mange lyde som en tom floskel, en illusion, en drøm uden realitet. Vi finder mange gode grunde til at modsætte os en sådan forestilling. Himlen midt i den af social uretfærdighed, af terror, vold og krige så plagede verden? Himlen midt i vor verdens økonomiske afmatning, stilstand i statslige og religiøse reformer og manglende hensyntagen til vor omverden og miljø? Skal vi ikke søge himlen et helt andet sted og ikke her i denne verden, der ofte synes så håbløs? ‘Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple’, hedder det i Matthæus-evangeliet. Hvor mennesker forkynder Jesu lære og handler efter den, dér er Herren nærværende og dér rører himlen ved jorden. Himlen rører ved jorden, hvor mennesker glemmer sig selv og ikke blot kredser om sig selv, hvor mennesker uden forbehold mødes, står sammen, står inde for hinanden i stedet for at have nok i sig selv og modarbejde hinanden.

Himlen er en erfaring, en handling og ikke et afgrænset sted hinsides skyerne. Himlen er begivenhed, tildragelse. Himlen er, hvor mennesker forlader de mange veje, hengiver sig til kærligheden, overvinder hadet og begynder helt forfra, hvor mennesker lever anderledes end ‘man’ lever, hvor man ikke lader sig jage af tidens ånd, men slår ind på den nye vej og lader sig lede af Guds ånd.

Himlen findes ikke oppe over skyerne, men der, hvor mennesker lever sammen i Jesu ånd, hvor kærligheden bliver synlig - og det kan ske overalt og altid - i familien, i vennekredsen, på søndage og på mandage, i menigheden og i det offentlige liv.

Himlen er ikke en størrelse, der hører til det hinsidige, men en begivenhed i det dennesidige. Budskabet om Guds rige er ikke et håb for fremtiden, men en realitet for enhver, der beslutter at leve sin kristne tro midt i hverdagen.

På denne måde er Kristi himmelfart virkelig en festdag, for Jesus lovede os at være netop der, hvor mennesker bekender sig til ham og hvor de mødes i kærlighed. Hvor mennesker rækker hinanden hånden, dér er Herren og dér bliver himlen en realitet.

p. Minh Quang Nguyen